forsiden > Mediepolitik > News definerer kulturens pinger
News definerer kulturens pinger
fredag 29. juni 2012, af
Det er ligefør at det kan undre at "Kulturen på News" ikke vælger sig selv som den vigtigste og mest magtfulde kultur"personlighed".
Det gør de dog ikke.
I stedet vælger de ti andre, som de har udråbt til "magtens top ti i dansk kultur", der let kunne få enkelte til at tro at kultur er en slags elitær fodboldkamp, hvor bolden er udskiftet med kunst.
Det er den ikke.
Den er derimod udskiftet med penge og støttekroner, der enten bruges eller gives mod forventet afkast af en god del af listens "mægtigste" kulturpersonligheder.
Naturligvis med det private erhvervsliv forrest, og en enkelt minister, der trods alt smider en række milliarder efter kulturen, men som altså ikke har nok "gennemslagskraft" til at bliver nummer et.
Et par milliarder er nemlig ikke nok til at være den vigtigste kulturpersonlighed på denne liste.
Der naturligvis absolut ikke indeholder kunstnere, kvinder eller folk fra Jylland.
Listen, er udarbejdet af "kulturordførere fra regeringspartier og opposition", og "kulturredaktører fra en række danske dagblade".
Kriterierne for at kunne komme ind på listen er "gennemslagskraft, økonomiske tyngde, synlighed, politisk indflydelse og evnen til at sætte dagsordenen".
Her listen.
1. Hans Edvard Nørregård-Nielsen, formand for Ny Carlsbergfondet
2. Michael Christiansen, bestyrelsesformand for DR og tidl. direktør for Det Kongelige Teater
3. Peter Aalbæk, direktør for Zentropa
4. Uffe Elbæk, kulturminister
5. Johannes Riis, litterær direktør for Gyldendal
6. Henrik Bo Nielsen, direktør for Det Danske Filminstitut
7. Henrik Tvarnø, direktør for A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal
8. Flemming Borreskov, adm. direktør for fonden Realdania
9. Poul Erik Tøjner, direktør for kunstmuseet Louisiana
10. Lars Liebst, bestyrelsesformand for TV 2 og direktør for Tivoli





