Forsiden > News > DR vil være “værd at dele”

DR vil være “værd at dele”

torsdag 9. april 2015, af Tom Dissing

DR var fornyligt endog særdeles stolte over at klip fra sidste omgang af “X Factor“ var blevet delt flere millioner gange på YouTube, her forleden.
Det er bare ikke den slags “deling” DRs bestyrelse er “nået til enighed og har godkendt som strategi”, her de næste fire år.
Ideen handler mere om at “traditionel radio og tv stadig står stærkt hos befolkningen, men at mediebrugen flytter sig især blandt børn og unge i takt med den digitale udvikling”.
Derfor er planen:
-Med strategien er sporene lagt for at fortsætte den positive udvikling, som DRs public service-tilbud har gennemgået i de seneste år. Fremadrettet bliver DRs vigtigste opgave at bringe indholdet og værdierne med ind i en radikalt forandret og langt mere digital medievirkelighed. Det kræver væsentlige omstillinger og nye satsninger men frem for alt, at vi fastholder et fokus på det, som er omdrejningspunktet for DRs virke, nemlig public service-opgaven og det originale kvalitetsindhold, starter bestyrelsesformand Michael Christiansen der bliver suppleret af Maria Rørbye Rønn.
Hun siger:
-DRs evne til at skabe originalt og uafhængigt indhold af høj kvalitet bliver endnu vigtigere i et globalt mediemarked med et virvar af medietilbud. Samtidig har vi en stor opgave med at udvikle både vores indhold og digitale tilbud, så de passer til den måde, medierne bruges på. Vi har som ambition, at DRs digitale tilbud skal være lige så attraktive og relevante for den enkelte som vores radio- og tv-kanaler er i dag, slutter hun.
Derfor vil DR de næste fire år byde på “en styrket DRs streaming-tjeneste, DR TV”, der “som et selvstændigt tilbud” skal “videreudvikle DRs apps til smartphones, tablets og andre platforme”.
Maria Rørbye Rønn fortsætter:
-Vores mediebrug ændrer sig i disse år, og vi forventer i stigende grad at få indholdet på en måde, som passer lige præcis til os. Her har vi i DR fortsat en helt central opgave i at samle befolkningen på tværs og sikre, at vi også præsenterer den enkelte for helt nye perspektiver og indhold, der overrasker, fortsætter hun.
-“Værd at dele” udtrykker vores ambition om at levere relevant indhold af høj kvalitet, som er værd at debattere, værd at have en holdning til og værd at være fælles om, slutter hun.
På en eller anden måde mener DRs bestyrelse dog at de har fat i alle seerne, hvorfor de næste fire år meget kommer til at handle om “børn og nyheder”.
I forhold til børn kommer DR derfor til at handle om at få “de større børn, som er vokset op i den digitale medieverden med smartphones og tablets” til at bruge DR.
DRs tal viser som eksempel at “de mindre børn i dag bruger Ramasjang flittigt”, mens “de større børn i mindre grad finder ind til DRs tilbud”.
Så dem skal DR styrke og udvikle “programmer og nye tilbud” til.
Maria Rørbye Rønn forklarer:
-De 7-12-årige oplever i dag, at de har en verden af medier til rådighed, og de kan finde næsten alt på nettet. Vi har en særlig opgave i at give dem dansk indhold med udgangspunkt i deres virkelighed. Det er vi gode til i dag på tv, men vi vil i de kommende år blive bedre til at være stede på de medier og platforme, de bruger, slutter hun.
Endeligt er der nyhedsområdet, hvor DR “vil sikre et troværdigt og nuanceret nyhedsbillede, der hvor brugerne er, og hvor debatten foregår”.
Og nu hvor brugerne er “på mobile og digitale platforme” er det altså ikke på TV der skal udvikles, men derimod på alle andre platforme.
Ideen er at “DR både skal kunne levere de vigtigste nyheder hurtigt og sikre” og “at der plads til dybde og analyse der sætter nyhederne i perspektiv”, som de videre skriver det.
DR har ikke overraskende også besluttet sig for at spare.
Således vil “DRs organisation i de kommende år fortsætte indsatsen for at øge effektiviteten og fleksibiliteten”, samtidig med at de digitale og mobile platforme bliver udviklet.
Til formålet skal der “forsøges med nye samarbejdsformer”, “udvikles kompetencer til at levere indhold på nye platforme og arbejde for mere fleksible rettighedsløsninger”.
Kort efter at bestyrelsen præsenterede dette udspil blev de mere konkrete dele af ideerne forklaret til medarbejderne.
Således kan DR Nyheder internt fortælle at “Værd at dele” nu er blevet suppleret med “Stadig original. Mere digital”, hvilket betyder at DR Nyheder skal “være (mere) debatskabende”, samt at “DR skal lave mere originalt kvalitetsindhold og være bedre til stede digitalt”.
Nyhedsdirektør Ulrik Haagerup siger:
-Vi kan ikke - som i meget gamle dage - leve af at versionere andres historier, vi skal fastholde, at vi skal afsætte flere kræfter til original journalistik, og så skal vi for alvor ud i en ny medievirkelighed, hvor især de unge har andre medievaner end du og jeg, slutter han.
Derfor skal der fyres en del medarbejdere.
Dog ikke blot blandt de menige medarbejdere.
Ledelsen i DR Nyheder bliver som eksempel også slanket fra otte til seks chefer.
Når fyringerne, der ikke er præciserede er faldet på plads, kan DR Nyheder se frem til ”lidt flere ressourcer” de næste fire år.
Som han forklarer det:
-Det er ikke et spørgsmål om at løbe hurtigere, men om at vide, hvor man skal løbe hen. Vi prioriterer skarpere, hvad vi går efter, og vi deler hurtigere med hinanden på de hurtige historier, så journalister fra flere redaktioner for eksempel ikke løber efter samme banale udtalelse fra en minister, slutter han og når nærmest at forklare at “værd at dele” blot betyder at flere afdelinger skal dele de samme historier.
Det er dog ikke planen.
Ideen er at stå for en “skarpere prioritering ved en sammenlægning af nyhedscentret og dr.dk under Christian Lindhardt”.
Derefter vil denne størrelse være DRs egen “Ritzau-rulle”, der for uindviede betyder at de samme historier samles et sted, hvorefter de kan (gen)bruges mange gange.
Indland, udland, politik og erhverv & økonomi – samles under én chef, hvilket “skal frigøre ressourcer og hæve journalistikkens kvalitet på de historier, hvor flere fagligheder er i spil”.
Noget der betyder at:
-Vi sætter flere folk af på de historier, vi går efter, så vi trænger længere ned. Det fantastiske ved medier er jo, at folk ikke ved, hvad de går glip, fordi vi sorterer det fra, slutter Ulrik Haagerup.

Meddelelse eller kommentar?

Forum Kun for abonnenter (bidragydere skal oplyse e-mail-adresse, før de kan indsende bidrag)

Før du kan deltage i dette forum, skal du tilmelde dig. Indtast venligst nedenfor de personlige adgangsoplysninger, du har fået tilsendt. Hvis du ikke allerede har tilmeldt dig, skal du gøre det. tilmeld dig først.

Connexiontilmeldingglemt adgangskode?